0
Din Indkøbskurv

Lang vinterpause

Anna Louise Kaas - keeper i F.C. København
Skrevet af Anna Kaas

Tilbage på banen efter en lang vinterpause .

Vinterpausen er den længste pause i sæsonen, og det er også der, hvor der er bedst mulighed for at koble helt af. Både fra fodbolden og fra job.
Med lange dage, når sæsonen er fyldt med træning, kamp og job/studie, er det ekstra vigtigt, at man bruger længere pauser på at give både hovedet og kroppen ro. Især i vinterpausen mærker jeg ekstra meget efter, hvad min krop fortæller mig. Vi har været sammen i 29 år, så jeg ved godt hvornår jeg kan presse på, og hvornår jeg skal lytte lidt ekstra. Denne vinterpause var ingen undtagelse. Der havde været smæk på, både på arbejdet og i klubben, og i en klub som FCK, hvor forventningerne er tårnhøje, er der også et konstant mentalt pres, man skal kunne håndtere. Jeg synes derfor mere end før, at der var behov for især at få helt ro oppe på øverste etage. Det blev derfor til en rejse til Thailand (min første) for at samle god energi og få nogle helt anderledes indtryk på nethinden, og med mulighed for at holde mig aktiv og følge det fysiske program som vi havde fået udleveret: Dog ikke 100 % slavisk, det skal jeg være ærlig omkring, men tilpasset stedets muligheder. For mit vedkommende var der også brug for at lægge både egne og andres forventninger lidt til side og give plads til bare at lade op. Jeg sørgede for at holde kroppen i gang uden at det blev et pres men et godt indspark i dagene. Da ferien begyndte at nærme sig sin afslutning, kunne jeg heldigvis også mærke, at jeg glædede mig til at komme tilbage. Den der kriblen efter igen at tage handskerne på og stå på banen. Der er noget helt særligt ved den første træning efter en lang vinterpause. Kroppen føles måske lidt tungere, benene lidt langsommere, bolden føles næsten mere rund end normalt, men motivationen er ekstrem høj. Min forberedelse starter længe før vi rammer banen. Jeg har fokus på søvn, kost og styrketræning, så kroppen er klar til de hårde pas i preseason. Som keeper er det vigtigt, at kroppen kan holde til mange gentagelser, spring og landinger, så stabilitet og styrke fylder meget. Samtidig arbejder jeg med eksplosivitet og reaktion, så jeg hurtigst muligt kan finde mit niveau igen, selvom jeg ikke har rørt en bold i 5 uger. Vejret spiller også en stor rolle i opstarten. Preseason er ofte præget af kulde, blæst og regn og er måske ikke det mest indbydende. Men det minder mig om, hvorfor jeg elsker det her liv. Det kræver lidt ekstra vilje at møde op, men når man først står der i træningstøjet, handsker og sammen med holdet er motivationen tilbage med det samme. Opstarten er også den tid, hvor man mærker fællesskabet ekstra meget. Det er fedt at se hele holdet samlet igen, mærke energien og se at alle er klar på at arbejde hårdt for den kommende sæson. For os keepere handler det om at presse hinanden, støtte hinanden og hele tiden blive skarpere sammen. Sæsonstart betyder også nye muligheder. Muligheder for at udvikle sig, tage mere ansvar og blive endnu mere stabil i sit spil. Det er her, grundstenen for sæsonen lægges. Det er hårdt, det er koldt og det er krævende, men det er også der, at det føles allermest rigtigt og hvor jeg kan mærke at jeg lever og elsker det jeg laver ….at være fodboldspiller.

At komme i gang igen efter vinterpausen handler ikke kun om fodbold.

Det handler om følelsen af at være tilbage der, hvor jeg hører til.

Vælg et Afhentningssted